Thise Skole er den mindste af de almene skoler i distriktet. Skolen er en et-sporet skole med ca. 90 elever fordelt på 0. til 6. årgang, organiseret i faser fremfor traditionelle klasser.
Hver fase har de samme lærere og pædagoger i alle fag og alle moduler, hvilket skaber genkendelighed, tryghed og stærke relationer. På Thise skole arbejdes med fleksible skemaer, som tilpasses fire gange årligt, og med længere moduler i stedet for korte lektioner. Det giver mulighed for fordybelse, variation og en helhedsorienteret tilgang til undervisningen.
Skolens bygningsmæssige faciliteter er meget fine. Hovedfløjen blev bygget i 2003 og fremstår med store, lyse lokaler. De øvrige bygninger blev renoveret i forbindelse med nybyggeriet, og samlet set giver de mulighed for at skabe mange forskellige, fleksible læringsmiljøer.
Thise skole vægter både faglighed, trivsel og fællesskab højt og arbejder for, at alle børn bliver set, hørt og udfordret. Den mindre skoles rammer giver gode muligheder for samarbejde på tværs og for at skabe tætte relationer mellem elever, personale og forældre.
Thise Skole er kendetegnet ved et engageret personale, der sammen med forældre og lokalsamfund bidrager til et læringsmiljø, hvor nysgerrighed, samarbejde og glæden ved fællesskaber samt at lære står i centrum.
Læs mere om skolen på: https://thiseskole.aula.dk/